Personlig udvikling er et must for mig i mit arbejde. Tilbage i noget der ligner januar 2021 viste min ven og tidligere kollega, Christoffer Brandt mig et værktøj, jeg sidenhen er kommet til at holde meget af.
Årsagen er, at det er et af de mest simple værktøjer at anvende og forstå, det kan bruges som selvrefleksion og ikke mindst fordi, det kan bruges til at forstå dynamikken, to eller flere mennesker imellem. Det er et samtaleværktøj, der hjælper til at acceptere hinandens forskelligheder og er med til at sætte ord på, hvordan man kombinerer sine kernekompetencer og skaber et effektivt arbejdsmiljø.
Værktøjet hedder kernekvadranten og hvis du allerede nu gerne vil vide mere om værktøjet, så kan jeg varmt anbefale at lave en selvtest på ledernes hjemmeside. Er du interesseret at læse mere om mine tanker om denne og meget andet, så kan du hente min bog om ledelse “Chefen kommer”, ganske gratis lige her. MEN først, så læs lige med videre, for der er nogle flere ting, jeg gerne vil fortælle, så kort og præcist som jeg kan gøre det.
Først lidt mere om modellen
Kernekvadranten er et koncept udviklet af Daniel Ofman, som bruges til at forstå menneskers adfærd og personlighed. Det er et værktøj til personlig udvikling og teamudvikling, der hjælper med at identificere styrker, svagheder, udfordringer og muligheder. Som Ofman selv siger, så er modellen mistænkelig enkel. Den kan forklares meget kort. Derefter bruger du 10 minutter eller resten af livet på den.
Kernekvadranten består af fire elementer:
Kernekvalitet: Den naturlige styrke eller egenskab, som karakteriserer personen på en positiv måde. For eksempel kan det være en persons evne til at være hjælpsom, kreativ, analytisk eller beslutsom.
Faldgrube: Overdrivelsen af kernekvaliteten, hvor en positiv egenskab kan blive til en negativ egenskab eller ligefrem en ulempe for en selv og andre. For eksempel, hvis en persons kernekvalitet er beslutsomhed, kan personens faldgrube være stædighed.
Udfordring: Den positive modsætning til faldgruben. Det er den kvalitet, man skal udvikle for at balancere sin kernekvalitet og undgå faldgruben. For eksempel kan en udfordring for en stædig person være at blive mere fleksibel.
Allergi: Den egenskab, som man har svært ved at tolerere hos andre, ofte fordi den står i kontrast til ens egen kernekvalitet. For eksempel kan en meget struktureret person have svært ved at tolerere kaotiske eller uorganiserede mennesker.
Allerede nu tror jeg, du tænker, at det giver fantastisk god mening – måske endda er lidt for simpelt. Men jeg tror på at man, ved at identificere og arbejde med de fire elementer, bedre vil kunne forstå og udvikle sine egne og andres kvaliteter – og det kan føre til et bedre samarbejde og til personlig vækst.
Mine egne betragtninger
Jeg vil lige afslutningsvis komme med mine egne betragtninger af modellen, baseret på, hvordan jeg ofte opfattes.
En af mine kernekompetencer er at arbejde hurtigt. Det kommer både til udtryk ved at jeg træffer hurtige beslutninger, og at jeg “hands on” løser opgaver hurtigt. Derfor er min faldgrube at blive sløset eller sjusket- Min udfordring er at være grundig og min allergi er rigide eller langsomme arbejdsprocesser.
Så forestil dig en verden, hvor jeg skal arbejde sammen med en person, hvis kernekompetence er at være grundig. Faldgruben er langsommelig eller rigid. Udfordringen er at arbejde hurtigt og være åben og allergien er sløseri/sjusk.
Jeg tror på, at vejen til sejr er, at vi kombinerer vores kernekompetencer – altså min hurtige og beslutsomme tilgang med grundigheden i arbejdet. Det tror jeg, man kan gøre på forskellige måder – og selvom jeg normalt ikke er fan af regler og procedurer, så må jeg nok indrømme, at det vil være vejen frem her. Altså at vi får nedskrevet nogle faste procedurer for, hvordan vi gør tingene. Disse skal leve op til den grundighed, vi gerne vil levere og herfra kan jeg gradvist dreje på tempoknappen.
Omvendt, så vil vi tabe det hele, hvis vi begge overdriver vores kernekompetencer og jeg bliver sløset og hun bliver langsom og rigid. Jeg tror på, at dette er totalt uundgåeligt, hvis man ikke taler sammen om lige præcist dette – f.eks. i form af kernekvadranten.
Jeg tror også på, at man hurtigt vil overdrive sin egen kernekompetance, blot for at forsøge at modbevise pointen om, at den andens kernekompetence ikke er den eneste vej frem. Det er den onde cirkel fra helvede – begge dele illustreret herunder.
