Vi taler ofte om, at man ikke skal tage privatlivet med på arbejde – at man skal kunne lægge sine følelser og frustrationer fra hjemmet bag sig, når man møder ind mandag morgen. Men måske taler vi for lidt om det modsatte: Hvorfor tager vi arbejdet med hjem, men ikke arbejdsmoralen? Hvorfor gør vi os ikke lige så umage med relationerne derhjemme, som vi gør på jobbet?
På arbejde er vi trænet i at navigere i relationer. Vi ved, hvordan vi stiller spørgsmål uden at virke anklagende og samtidig er vi enormt opmærksomme på sprogbrug, kropssprog, hierarki og balance. Vi planlægger MU-samtaler, hvor vi forsøger at skabe psykologisk tryghed for ærlige, men respektfulde samtaler. Vi stiller os selv spørgsmålet: Hvordan kan jeg som leder hjælpe dig med at lykkes? Og vi lytter. Ikke nødvendigvis kun fordi vi er dybt altruistiske mennesker, men måske også fordi der er noget på spil. Måske fordi vi dybt nede er bange for at miste noget – jobbet, anerkendelsen, positionen. Frygten for at fejle, for at overskride en grænse, for at krænke, er blevet reel. Og derfor gør vi os umage. Virkelig umage.
Men når vi træder ind ad hoveddøren derhjemme, sker der ofte noget andet. Masken ryger og ordet “professionel” mister sin relevans. Og vi holder måske op med at måle vores ord med samme præcision. Vi skruer ned for filteret og vi bliver ærlige – måske endda brutalt ærlige. Vi smider sætninger ud, som vi aldrig ville sige til en kollega. Vi antager, at dem derhjemme ved, vi elsker dem, og at de derfor godt kan tåle lidt skarpere kanter. Men kan de?
Hvorfor er vi ikke bange for at blive “fyret” derhjemme?
Det er et mærkeligt paradoks. For konsekvenserne kan være langt større. At miste et job er en ting – at miste en relation til sin partner, sine børn, eller skabe en hverdag præget af tavshed og skænderier er noget helt andet. Alligevel er det som om, vi nogle gange tager familien for givet på en måde, vi aldrig ville gøre med kollegaer eller medarbejdere.
Måske handler det om tryghed. Måske handler det om, at vi i familien føler os så sikre, at vi ikke tror, vi kan miste. Eller måske handler det om, at vi ikke har et “sprog” for at holde “MU-samtaler” derhjemme – ikke som skemaer eller KPI’er, men som regelmæssige, nysgerrige check-ins, hvor man spørger: Hvordan går det egentlig med dig? Hvad har du brug for? Hvad kan jeg gøre anderledes?
Vi taler meget om (eller det gjorde man i hvert fald) at “det private er politisk”, men måske er det også professionelt. Ikke i den klassiske betydning af ordet, men i den forstand, at det kræver en form for bevidst ledelse og et ansvar, at være i en tæt relation. Ikke kun at tale, men også at tage ansvar for rammen. At vide, at hvis jeg åbner en samtale, så skal jeg også være klar til at tage ansvar for, hvordan den samtale foregår.
Jeg tror personligt, at en stor årsag til, at vi i højere grad tør vise vores utilfredshed i hjemmet, end vi tør vise den på arbejdet er, at der i hjemmet ikke er en HR-afdeling. Der er ingen formel struktur, ingen sanktioner, ingen skriftlige advarsler. Men der er mennesker. Mennesker, som vi formentlig elsker og som vi burde være endnu mere varsomme overfor og som vi burde gøre os endnu mere umage for. Pointen er bare, at det ikke må være af frygt, men af kærlighed og respekt.
Så bør vi holde MUS derhjemme?
Ikke nødvendigvis med Excel-ark og udviklingsmål. Men måske kunne vi lære noget af strukturen og rammen omkring gode samtaler på arbejdspladsen. Vi kunne jo bare kalde det FU-samtale F for “familie” eller “forhold”. Måske kunne vi derhjemme tage initiativ til check-ins, spørge åbent og ærligt: Hvordan går det egentlig med dig? Hvad fylder?
Og vigtigst: Hvis man tager initiativ til en svær samtale – så bør man også tage ansvar for måden, den samtale foregår på. Ligesom en leder på arbejdspladsen har et ansvar for tonen og processen?
Jeg havde på et tidspunkt en medarbejder, der på en samtale sagde følgende:
“Det mest meningsfulde, vi har gjort i vores familie, var at aftale, at vi ikke må diskutere, når vi er vrede. Vi har sat en fast ugentlig samtale, hvor vi kan tage emner op – som et lille familiemøde. Det lyder skørt, men det virker.”
Det var hendes måde at sørge for, at adskille familie- og arbejdsliv fordi hun, som hun sagde, eliminerede mange af de potentielle problemer på hjemmefronten, og dermed slap for at slæbe dem med på arbejde.
Når ledelse og kærlighed mødes
OK – så behøves det heller ikke blive mere ulækkert det her.
Men der er altså en vigtig forskel mellem arbejde og privatliv: I familien skal der være plads til uforbeholden kærlighed, spontanitet og følelser. Vi skal kunne være os selv. Men måske har vi misforstået, hvad det betyder. At være sig selv bør ikke være ensbetydende med at slippe sit ansvar – det gælder også i måden, vi taler til og med hinanden.
At tage lederansvar i det private handler ikke om at kontrollere – men om at skabe trygge rammer for ærlige samtaler. Det handler om at turde være nysgerrig, også når svaret gør lidt ondt. Og om at turde stille sig selv det spørgsmål, vi ofte stiller som ledere: Hvad kan jeg gøre for, at du trives bedst muligt?
Det er nok nærmere refleksion frem for konklusion det her. For jeg tror ikke på, at der findes én rigtig måde at være sammen på. Men måske kunne vi alle have godt af at tage bare en lille smule af den bevidsthed, vi har med os på arbejdet – og tage den med hjem. Ikke af frygt for at miste. Men af kærlighed til det, vi har.