LMX (Leader-Member Exchange) teorien, også kendt som “LMX teori” eller “dobbelt dyade teori,” er en ledelsesteori, der fokuserer på de interpersonelle forhold mellem ledere og deres medarbejdere. Teorien blev udviklet i 1970’erne af forskere som George Graen og Dansher Dutton og har været en vigtig teoretisk ramme inden for feltet ledelsesforskning.
Hovedidéen bag LMX teorien er, at lederne ikke nødvendigvis behandler alle medarbejdere ens. I stedet udvikler lederne unikke relationer med hver af deres medarbejdere, og disse relationer kan variere i kvalitet. LMX teorien identificerer to hovedgrupper af relationer:
- In-group relationships: Dette refererer til de medarbejdere, der har et tæt og positivt forhold til deres leder. Disse medarbejdere har ofte adgang til flere muligheder, ansvar og støtte fra deres ledere. De er i “indre cirkel” og nyder fordele som f.eks. større autonomi og karrieremuligheder.
- Out-group relationships: Dette refererer til de medarbejdere, der har et mere formelt og distanceret forhold til deres leder. Disse medarbejdere har normalt mindre indflydelse og muligheder for udvikling sammenlignet med dem i “in-gruppen”. De er i “yderkredsen” og har begrænset adgang til lederens støtte og opmærksomhed.
LMX teorien understreger, at ledere har tendens til at udvikle disse forskellige relationer baseret på deres personlige præferencer og opfattelser af medarbejderne. Selvom LMX teorien kan føre til ulighed og skævheder inden for organisationer, har den også vist, at den kan hjælpe med at forklare, hvordan nogle medarbejdere kan opnå større succes og tilfredshed i deres arbejde på grund af deres tætte relationer til deres ledere.
I praksis har LMX teorien implikationer for ledelsespraksis ved at opfordre ledere til at være opmærksomme på deres relationer med medarbejderne og søge at etablere mere positive og tætte forbindelser med så mange medarbejdere som muligt, frem for kun en lille indre cirkel af favoritter. Dette kan bidrage til at skabe en mere retfærdig og produktiv arbejdsplads.